Gallerier
Bygninger og biler
Min nyeste serie er på fem tekstile billeder, med bygninger og biler som hovedpersoner.
Idéen/ inspirationen kom på min rejse til Bristol i april i år, her stødte jeg på ”Den Røde bygning”, som er en meget stor forladt industri bygning, det gav en gnist i min krøllede hjerne og det endte i fem billeder.
Jeg blev optaget af følelsen af forladthed, et sted som engang har været fuldt af liv, står nu livløst og trist tilbage. Men der er jo den mulighed at det kan få nyt liv, indtil da sniger naturen sig langsomt men sikkert ind og tager over.
”No 10” er et hus fra min tidligere hjemby Slangerup, her har jeg søgt at skabe en stemning om hvorvidt det nu er forladt eller bare lidt forsømt.
”Frysehuset” er vores eget, et minde om en svunden tid, fra før alle havde køl og frys i deres huse. Kan man bo i sådan en bygning?
En tur til Ærø en del år tilbage gav mig ”Det blå strandhus” de står i sagens natur oftest tomme hen, men danner rammen om minder fra tid brugt i huset og på stranden, for dem som er så heldige at eje et strandhus.
I min tidlige ungdom drømte jeg om en dag at eje en Mini Mascot, men da jeg blev gammel nok syntes jeg nu alligevel den var noget bette ved siden af de andre biler på vejen, så det ønske blev aldrig indfriet. Jeg er fascineret af klassiske biler og synes de har en historie at fortælle alene for deres design, de er derfor i mine øjne med til at skabe en levende historie når de bliver sat sammen med en passende bygning.